Træers betydning og vore påvirkninger
En flot allé eller et prægtigt solitærtræ får én til at stoppe op. Måske blot et tankestrejf, men alle påvirkes. Træer er oftest det bærende element i mange grønne anlæg - i byer, indu-striområder og på landet.
Træer er skolet ved levering og både art, form, voksested, voksevilkår og efterfølgende pasning er menneskebestemt. I sandhed en proces med mange interessenter og rigtig mange – i større eller mindre grad – faglige aktører.
Fra tanken om træplantning fødes til det gamle flotte træ står der som en pryd for omgivelserne, kan der være gået rigtig mange år. Med de mange aktører involveret undervejs endte træet måske aldrig som det gamle, trivelige og velformede træ.
Over tid med mange interessenter og aktører kan målet let forfejles. Som eksempel kan manglende vokserum, ingen etableringsbeskæring eller en fejlbeskæring let betyde, at træet aldrig blev den ønskede fryd for øjet.
At arbejde med træer kræver ydmyghed, faglig viden og rettidig handling. Det er vigtigt at erkende betydningen af egen indsats for helhed og slutresultat for træet på vejen mod at skabe noget til glæde for både nutid og fremtid. |